I Jens Karls tid var forretningen væsentligst en lokal virksomhed, og mange bygninger vidner om dens arbejde. Det drejer sig om bl.a. Egebjergskolens ældste afdeling fra 1943, den gamle brugs på Egebjergvej fra 1958, avlsbygninger på Hanstedgaard og mange andre. Desuden var Jens Karl bedemand og lagde mange lokale i kiste og ordnede begravelsen.
Folk i Egebjerg og Hansted brugte helst lokale håndværkere, når der skulle bygges nyt eller bygges om. Reparationer, i faget kaldet spjæld, er stadig en vigtig del af forretningen, og man vil gerne yde borgerne en god service i lokalområdet ved bl.a. at komme så hurtigt som muligt, når der bliver kaldt. Denne tradition forsøger man at leve op til i dag, selv om tømrer- og snedkerfaget på mange andre måder har ændret sig. Det drejer sig i dag i højere grad om montagearbejde, men det gamle håndværk lever heldigvis endnu.
Nybyggeri udføres i dag af relativt få større virksomheder, og så bliver håndværkere opfordret til at byde ind på de enkelte delentrepriser. Derved presses priserne desværre undertiden så meget, at kvaliteten lider derunder. Mindre virksomheder kan så efterfølgende få arbejde med at udbedre og reparere.
Hansted Tømrer- og Snedkerforretning har i de seneste år fået arbejdet ved større kommunale projekter, fx Kollegievænget, flere af skolerne i Horsens og Præsthøjgården, hvor der i øjeblikket foregår større om- og tilbygninger. Mange steder i området foregår der i disse år udskiftninger af vinduer og døre samt efterisolering, der i højere grad kan nedsætte varmeforbruget. Det er både private og offentlige institutioner, der i takt med de højere gas- og oliepriser ønsker at spare, hvor det kan lade sig gøre.
For en moderne virksomhed i byggebranchen er det selvfølgelig vigtigt at råde over kompetencer på det rent håndværksmæssige område. Ved at tage Klaus Jensen ind i firmaet fik man en medarbejder, der havde indsigt i jura foruden erfaring som bygge- og entrepriseleder. Regnskab stiller ligeledes store krav, ligesom indgående kendskab til moms og skatteforhold er en nødvendig del af ledelsens arbejde.
Nye tider, nye krav
Firmaet råder i dag over både kontorfaciliteter, lager og værksteder, der kan leve op til nutidens krav. Der på den måde sket meget i virksomheden, der sætter den i stand til at være konkurrencedygtig.